læsø

Vi er godt i gang med vores sommerferie i Nordjylland. En dag står vi på Pikkerbakken, og ser den flotte udsigt ud over Frederikshavn og Kattegat. Viggo ser blandt andet at færgen til Læsø, lige er sejlet ud af havnen og tænker, at det måske var en mulighed at tage derover en dag i ferien, men vil dog lige undersøge først, om det i det hele taget er muligt. Som det ofte er sket før, er han ikke alene om ideen, da Anne Marie få minutter senere spørger, om vi ikke kan tage en tur til Læsø her i vores ferie. Det er ganske oplagt at det må undersøges, og tilbage ved computeren om aftenen, viser det sig at det er muligt, og sandelig, så koster det næsten gratis at komme derover med bil. Fra den 15. august er der ø rabat på færgeoverfarterne til de danske øer. Billetterne bliver booket på nettet til den 16. august, som var første dag med ledige billetter.

Vi tager af sted med første afgang om morgenen kl. 07.50, som betyder at vi må stå op kl. 05.00 for at kunne nå det hele. Et rundstykke og en kop "Storebæltskaffe" blev indtaget under overfarten, som varer 90 minutter. 

På forhånd havde vi begge vores opfatttelse af Læsø. Anne Marie stlllede spørgsmålstegn ved om det var nødvendigt at have bilen med, for øen var vel ikke større end vi kunne gå rundt. Viggo derimod vidste alt om Læsø, for han havde været der engang for godt 45 år siden, men med den udvikling, som sker på øerne, må det se ud som det gjorde dengang. Ingen af os ramte nu helt plet.

Øen er ikke særlig vanslelig at finde rundt på, men man skal lige vænne sig til skiltningerne derovre, da det ikke er lige som hjemme i Jylland. Vejskilte er uhyre sjældne derovre, og det er også i orden, når bare man véd det. Vi kørte af færgen og kiggede efter skiltet som viste efter Østerby Havn, men det kom nu aldrig. Nogle få af de største attraktioner er der skiltet hen til, men oftest møder man først et skilt, når man er på adressen.

Vi havde besluttet at starte på øens østlige del, og derefter arbejde os tilbage til den vestlige del i løbet af dagen. Vi startede i naturområdet Bløden Hale, som er et klit-eng-græsområde. Et ganske flot område, hvor vi godt kunne have tilbragt mange timer, men Læsø er jo også andet end Bløden Hale. Vi skulle se Hedvigs Hus, som Viggo huskede fra sin tid på øen for godt 45 år siden. Og véd I hvad, det lignede virkelig sig selv. Huset har, sammen med knap 20 andre huse, stadig det gamle tangtag, som Læsø er så berømt for. Det er det eneste sted i verden, hvor man har anvendt den form for tag. Tidligere var mange flere huse med tangtag, men i dag er der ikke mange tilbage. Der gøres et stort arbejde for at bevare de sidste huse der er tilbage med tangtag, og flere fonde har givet milloner af kroner til projektet. Den gamle teknik anvendes stadig af de tængemænd som tænger tagene nu. Ja det hedder at tænge tagene, og det er tængemænd som udfører arbejdet. Det er imponerende at se disse tage, som er metertykke. Tømmeret til tagene er også ganske unikt. Det er strandingstømmer, som er anvendt, så der er garanti for forskellige træsorter og dimensioner Mange af billederne nedenunder viser netop disse tagtage. Det var muligt at komme ind i Hedvigs Hus, som står som det så ud i ca. år 1850. Både i Hedvigs Hus, samt andre bygninger vi var inde i, var der ikke højt til loftet, og især bjælkerne var placeret, så det lige passede med, at de kunne ramme os oven i hovedet.

Efter besøget i Hedvigs Hus, var det så tid til lidt frokost, og her var valget ganske let. Der fiskes mange Jomfruhummere på Læsø, så en gang Jomfruhummer haler måtte vi have. 

Næste mål var Museumsgården, hvor vi igen blev angrebet af lavthængende bjælker. Museumsgården er en firlænget gård, med helt lukket gårdsplads, og igen med et imponerende tangtag. Også her står alt på gården som dengang for mange år siden. Der var flere alkover, og et nærmere kig på dem, kunne vel godt forklare de mange børn, de fik dengang. I alkoverne kom man sandelig hinanden ved, for der var kun plads til at ligge tæt.

Turen gik videre til Læsø saltsyderi, som jo er øens hovedatraktion. Man har sydet salt på læsø i mange hundrede år, og engang var det øens hovedindtægtsskilde. Men for at syde salt, skal der jo masser af brændel til, for at fordampe havvandet. Lige pludselig en dag havde man fældet det sidste træ på Læsø, og så var det slut med saltsydningen, og for en sikkerheds skyld blev det også forbudt at syde salt på øen. Det blev krisetider på øen, og mange af mændene tog hyre på skibe, som sejlede på de store verdenshave, for at familierne kunne klare sig. Der er blevet plantet en masse træer på øen, og i 1990 startede man igen med saltsydning, dog mest som turistatraktion og i forsknings øjemed. Processerne er de samme som dengang, og der fyres stadig med træ, men mon de ikke passer lidt bedre på med, ikke at fælde det sidste træ. Der er gratis adgang, og man kan frit gå rundt og se hele processen. Så skal man jo også lige ind i butikken og købe en lille pose salt med hjem. Det er her man skal passe på. De har jo mange forskellige slags saltvarer på hylderne. Der er sydesalt, røget sydesalt, salt med krydderier, salt til fodbad, salt produkter, som gør især kvinder smukkere og meget mere. Der er jo heller ikke hver dag man kommer til Læsø, så det er om at få et lager med hjem. Hvis vi havde købt almindeligt salt for samme beløb, som vi brugte på saltsyderiet, så havde vi haft en ordentlig bunke, men på den her måde fylder det kun lidt i bunden, af en meget lille bærepose.

Vi var egentlig på vej hen mod en gårdbutik, men kom tilfældigvis forbi Storhaven, og vi måtte lige ind og se hvad der skete der. Et hyggeligt sted, hvor velkomstkomiteen består af æsler, geder, høns, påfugle med mere, som går frit omkring. Indenfor var der café, salg af Læsø vaffelis, lokale produkter, samt salg af sko, tøj samt andre produkter. Alt sammen foregik det i en gammel firlænget gård, hvor staldbygninger var lavet om til butik, uden at der ellers var ændret på noget. Nej heller ikke her var loftsbjælkerne hævet, så et par nye buler i hovedet måtte inkasseres. I gårdspladsen kunne man nyde kaffe og kage, eller hvad man nu havde købt. De gamle toppde brosten var der stadig, og i det hele taget virkede det som om tiden var gået i stå, og man mærkede en helt afslappende atmosfære. Viggo blev da også ejer af et par glas tangmarmelade. Gad vide om det smager godt.

Så kom vi til den før omtalte gårdbutik, som kun havde åbent nogle få timer, nogle få dage om ugen, men ellers havde åbent når flagene var ude. Vi var heldige at flagene var ude, så vi kunne komme ind og se om de havde noget lokalt urtesnaps. Selvfølgelig havde de tangsnaps, så den og et par ting mere fik vi med derfra.

Vi havde lige lidt tid i overskud, så vi kunne nå at køre ud og se på klitplantagen, og de nordlige strande. Der er virkelig flotte strande, men vi besluttede os for at gå en tur rundt om Foldgårds søen. Det kunne jo være der var en fugl eller to, som vi kunne se på. Det var dagens eneste skuffelse. Der var ingen vand i søen, ikke noget særligt at kigge på, men kun ca. halvanden milliard fluer, som gjorde, at man ikke engang overvejede, at stå stille på noget tidspunkt.

Planen var nu at søge tilbage mod Vesterø Havn, for at få lidt at spise, inden vi skulle med færgen tilbage igen. Vi vidste at der var en fiskebutik, som også lavede nogle retter man kunne spise med det samme, så den satsede vi på. Helt konkret var planen at vi skulle have fjæsing, som også spises meget på Læsø. Viggo huskede tydeligt dengang for over 45 år siden, da han også var på Læsø og stod i Østerø Havn og fiskede sammen med et par klassekammereter. Èn af dem fangede en flot fisk, som de ikke kendte. En lokal fisker kom ned og satte uden et ord sin store træsko på fisken. Det undrede de sig meget over indtil fiskeren fortalte at det var en fjæsing han havde fanget. Fjæsingen har nogle meget giftige pigge på ryggen, så den træsko var vist sat det helt rigtige sted. Fjæsingen skulle dog være en udmærket spisefisk. Her måtte vi også sande at der er forskel på Læsø og Jylland, for den lukkede jo selvfølgelig allerede midt på eftermiddagen. Vi kiggede os omkring for at finde noget andet, men ud over restauranter, var alt andet lukket. Ok, så kører vi da bare ud i Superbrugsen, og finder en sandwich eller lignende. Da vi nåede frem, var der kun tre minutter til lukketid kl. 17.30!! Vi skyndte os ind, blot for at konstatere at det for længst var slut med sandwich, smørrebrød eller lignende. Anne Marie fandt dog 2 makronsnitter, som nogen må have overset, og de kom så, sammen med en sodavand, til at udgøre vores aftensmad. Vi købte dog også lige lidt piskefløde, for rudt omkring på Læsø er der et utal af boder, hvor man kan købe alt muligt som frugt og grønt, bøger, skrammel og kantareller. Læsø er også kendt for kantareller, så selvfølgelig skulle vi have nogen med tilbage. Et tjek viste at alle øens supermarkeder lukkede kl. 17,30. Vi var med den sidste færge fra Læsø kl. 18.40 og var efterhånden godt brugte, da vi igen nåede tilbage til Hirtshals.

Konklusionen er at man godt kan tage på en endagstur til Læsø, men der er langt mere at opleve end man kan nå på en dag. Næste gang vi skal til Læsø bliver det i en 3-4 dage. Man når ikke at blive dus med ølivet på én dag. Vi nåede at komme i kontakt med deres fleksible/korte åbningstider, men der er sikkert mange andre forskelligheder vi ikke nåede at opleve.