Ejerslev Havn

Det er ikke hver dag vi kommer til Mors, så jeg sad og søgte på Google Maps for at finde gode steder. Ejerslev Havn havde vi aldrig hørt om før, men det er ofte hyggeligt at besøge en lille lokal lystbådehavn. Det viste sig at Ejerslev Havn er langt mere end "bare" en lystbådehavn. Der er gode parkeringsforhold, og noget af det første man møder, er en lille udstilling om havnens historie. Den er værd at besøge, og man er derefter klædt på til at udforske området. Ejerslev Havn har tidligere været en aktiv erhvervshavn, hvorfra man udgravede og transporterede moler. Det stoppede i 1971, hvorefter havnen forfaldt mere og mere. I 2005 overtog Morsø kommune havnen, og så begyndte der at ske noget. Alt det og meget mere, kan du læse om på linket nedenfor. 

Der er lavet stier rundt om de tidligere molergrave, som nu er blevet til flotte søer, som det er muligt at sejle på. De høje molerskrænter i deres flotte farver, er et syn der skal opleves. Der er flotte udsigter over Limfjorden. Der er vandre- og cykelruter. Der er bænke og borde masser af steder. Der er en lystbådehavn med gode faciliteter. Der er autocamperplads med gode faciliteter. Der er shelters, endda flydende shelters i havnen. 

Det er et område hvor du virkelig føler dig velkommen, og hvor du kan slappe af uden det behøæver at koste dig noget som helst.

God tur og husk madpakken.

Gå ind og se udstillingen om Ejerslev Havn.

Der er en sti hele vejen rundt om søen.

Det er et flot syn at betragte molerskrænterne.

Der er gode faciliteter i havne- og autocamperområdet.