Storm over Thyborøn
Det er fredag den 21. september 2018, og meteorologerne har varslet at stormen, måske orkanen ”Knud” vil komme. Den har været varslet i flere dage, og vi har i flere dage fulgt vejrudsigterne. Hvor rammer den? Hvor kraftig bliver den? Bliver den op- eller nedjusteret? Om torsdagen, dagen før stormen skal komme, er meldingen fra meteorologerne at den hovedsageligt vil ramme fra Ringkøbing Fjord og opefter. Vi bor i Kolding, og havde kun udsigt til lidt blæsevejr, og det er ligesom ikke nok for os. Viggo tager tidligt fri fra arbejde om fredagen, en overnatning på Thyborøn Hotel bliver booket, og det nødvendige blev pakket. ”Det nødvendige” er faktisk en hel del, når man skal ind i ekstremvejrets område. Man ved aldrig hvad der kan ske, så vær beredt. Alt i alt betød det en meget fyldt Captur, men vi undgik da at skulle have traileren med. Omkring middagstid blev kursen sat mod Thyborøn, og omkring 2½ time senere var vi fremme.
Vi valgte at køre direkte ned på havnen og se på forholdene. Vi kunne godt fornemme der var ved at være gang i den, men ifølge prognoserne havde den ikke nået sit højeste endnu. Fra tidligere besøg i Thyborøn vidste vi, at der var en gangsti langs indsejlingen til Limfjorden. Som vindretningen var, var der også nogenlunde læ på stien. Iført kameraudstyr mm begav vi os afsted. Nu var det ikke kun os to tosser, som ville se stormvejr. Der var masser af mennesker derude, nok mest personer, som ikke kom fra lokalområdet. De udenlandske turister havde smil fra øre til øre, da en stormvejrsoplevelse, var en ekstra bonus på deres ferie. Mange havde aldrig oplevet så store bølger og så meget vind på én gang. Samtidig var vi i september og det var ganske lunt i vejret. De fleste storme rammer Danmark i den kolde tid, og da kan det være pivkoldt at være derude. Stien får en ende, derude hvor Vesterhavet og Limfjorden mødes, og der hvor der ikke er læ længere. Der er fugt i luften fra skumsprøjt, og sandet piskede om ørene på os. Vi gik hurtigt i læ bag en bunker, da én af de kraftige regnbyger meldte sin ankomst. Da regnbygen var ovre, valgte vi at gå tilbage og finde vores hotel, for at få det praktiske på plads. Thyborøn Hotel var et sted, hvor man blev mødt af et skilt i receptionen med et telefonnummer man skulle ringe til ved ankomst. Det gjorde vi, og den venlige dame i den anden ende fortalte os at vi havde fået værelse 9, og at nøglen sad i, så vi kunne bare gå ind. Nemt og enkelt, og værelset var også ganske udmærket med bad og toilet. Det var nu at Viggo skulle træde i karakter. Bilen var fyldt med oppakning med mere, og det skulle nu slæbes ind på værelset. Det gjaldt om at finde et ophold i de kraftige byger, når man var ude ved bilen. Alt det nødvendige blev slæbt ind, og det var tid til at komme på nye eventyr. I receptionen faldt vi snak med en mand, som sammen med sin kone også skulle overnatte på hotellet. De kom fra Sjælland og skulle til en 60-års fødselsdag dagen efter. Denne fødselsdag skulle foregå netop på den fiskerestaurant vi ville spise på om aftenen, og manden vi mødte kunne varmt anbefale den, da han havde været der tidligere.
Vi kørte igen ned omkring havneområdet, men kørte først op på en parkeringsplads, som ligger lidt højere, med en rigtig god udsigt over havet. Vi var langt fra alene, og ud over den gode udsigt kan man virkelig føle, hvor meget vinden rusker i bilen. Man får næsten fornemmelsen af at vinden kan vælte bilen, men det er kun en fornemmelse, for vi så ingen væltede biler. Tilbage til havnen, hvor vi atter parkerede, og derefter atter ud af stien langs Limfjordens munding. Der var nu kommet rigtig gang i den. Bølgerne var blevet større, vinden lød voldsommere, og mængden af sand som piskede afsted var blevet større. Vi tog en masse billeder, og stien var et godt sted at fotografere fra, da vi var nogenlunde i læ for vand og sand. Stien var igen lige pludselig ikke længere, og vi stod igen ude i stormvejret. Vi forsøgte at komme lidt derudaf, men Anne Marie måtte sande, at det ikke var hendes terræn, så hun søgte igen læ bag bunkeren. Viggo gav ikke sådan op. Hætten op over hovedet, hænderne dybt begavede i lommerne, og et tjek på at strømperne ikke sad i ”ål”, så der kunne være et bart stykke hud der. Viggo bevægede sig derudaf med håb om at kunne komme så langt ud til vesterhavskysten, så sandflugten ophørte. Det var ikke muligt, da vinden mest kom på langs af stranden, og helt ude ved vandet piskede det med skumsprøjt og hvidt skum. Viggo stillede sig med ryggen mod vinden for at mærke vindens kraft. Det var nu ikke vinden han mærkede mest til, men derimod sandkornene. De piskede afsted som små projektiler, og end ikke lange bukser kunne forhindre at det gjorde virkelig naller på benene. Viggo skulle også lige prøve at tage hænderne op af lommerne, og mærke sandkornene piske mod håndfladerne. Av, av, av og atter av, så tilbage i lommerne med hænderne igen. Atter en stor byge trængte sig på, så Viggo søgte også læ bag bunkeren. Kort efter kom der en mand, som var ude at gå en tur med sin hund. Han gik ud i det område hvor sandet piskede afsted. På hovedet havde han kun en hue, så vi var lidt spændte på hvor han klarede den. Han kom nu ganske hurtigt tilbage, og da han gik forbi os sagde han. ”Det prikker godt nok lidt derude”, og vi vidste med det samme at det var en vestjyde, som aldrig overdriver tingene. Vi gik nu en tur i udkanten af Thyborøn, hvor vind og sand var til at håndtere, men der var en tredje trussel. En monster regnbyge truede, og vi var selvfølgelig et sted hvor læ var en mangelvare. Vi forsøgte at finde lidt læ bag et plankeværk, man sådan som stormen ruskede, kunne regnen finde os både over plankeværket, mellem sprækkerne i plankeværket og endda rundt om plankeværket. Vi indså at vi bare måtte søge tilbage til bilen, selv om regnen piskede ned. Vi havde jo også en trumf i baghånden. Vi havde masser af tørt tøj med, så vi kunne løse problemet så snart vi var tilbage til hotellet. Det var dagens kraftigste regnbyge vi var havnet i, og på få minutter kunne vi mærke vand overalt på vores kroppe. Vi passerede gruppen ”Tørfisk” turbus, men det gav ingen mening at stå i læ bag den, da vi for længst var gennem blødte. Godt vi havde fyldt bilen op hjemmefra, for så havde vi også et par tæpper med, som vi kunne lægge på sæderne, så de ikke også blev gennemblødte. Tilbage på hotellet var det af med tøjet. Det er næsten ikke til at hive af når man er så våd. Viggo smed bare sit tøj i en stak, men husets frue synes ikke om rodet, så hun samlede det op, tog bukserne i buksebenene og rystede dem. Desværre havde vi ikke lagt mærke til at dengang Viggo stod ude i sandstormen, så var lommerne blevet fyldt med sand. Det sand var ikke i lommerne længere, men ud over et stort areal på hotelværelset. Nu kunne sandet jo blive liggende til der var rengøring næste dag, men enhver véd vist, hvor irriterende det er at gå rundt i sand som ligger på gulvet. Bevæbnet med vore hænder, en A4 blok til at skubbe sandet sammen med, op et papkrus til at opbevare sandet i, lykkedes det at opnå et tilfredsstillende resultat. Efterhånden var vi klar til at tage på fiskerestaurant. Vi ville gå derned, så vi kunne få noget vin mm, og ikke skulle køre tilbage. Der var vel kun en 300-400 meter derned. Vi havde vel gået ca. 40 meter, da en ny monsterbyge kom. Selv om vi ”spurtede” de 40 meter tilbage til hotellet, så kunne vi nemt nå at blive godt våde igen. Til gengæld var der kun 15 meter hen til en anden restaurant, så vi satte i den retning. Vi stod lidt i læ udenfor, men også der kunne det regne om hjørner. Vi besluttede at fisk måtte blive en anden gang, så vi gik ind i restauranten, som vi stod udenfor. Spisekortet som hang udenfor så ganske udmærket ud, og vi havde faktisk valgt hvad vi ville have at spise. Desværre var kokken syg den aften, og de havde kun et meget skrabet spisekort. Der var stadigvæk ting imellem som vi godt kunne tænke os, så vi bestilte. Desværre havde det personale, som var tilbage ikke kokkens færdigheder, så det blev en oplevelse under middel. Vi kan godt lide det impulsive og lade tilfældighederne bestemme en gang imellem. Det kommer der tit og ofte noget godt ud af. Denne aften var dog en undtagelse. Vel tilbage på hotellet overgik vi til nødrationer, som bestod af chokoladekiks og rom & cola.
Næste morgen stod vi op og blev klar til at indtage vores morgenmad på hotellet. Der boede åbenbart væsentligt flere mennesker på hotellet, end vi i første omgang havde vurderet. Det var et udmærket morgenmåltid, og igen faldt vi i snak med manden fra dagen i forvejen. Denne gang var han ikke alene, men sammen med konen, samt fødselaren og hendes mand. Et par af dem var lokale folk, og vi fik rigtig mange gode fif af dem. De spurgte selvfølgelig til vores oplevelse på fiskerestauranten, men vi måtte jo erkende at tilfældighederne havde bragt os et andet sted hen, og at vores forventninger ikke var blevet indfriet, men vi lovede at næste gang vi var i Thyborøn, så ville det blive fiskerestauranten. De gav da også udtryk for at der var en væsentlig forskel på fiskerestauranten og det sted hvor vi var havnet. Alene portionernes størrelse var der væsentlig forskel på, og det ville have sparet os for at gå ombord i chocoladekiksene bagefter.
Vi forlod hotellet, men først skulle bilen jo læsses igen. Jeg véd ikke hvorfor, men ting fylder meget mere anden gang de skal pakkes, end de gjorde første gang. Efter lidt kamp lykkes det dog at få et hele med, og vi var på vej mod havnen igen. Det blæste fortsat ganske godt, og man kunne se at vinden havde flyttet rundt på flere ting. Denne gang var det muligt at komme ud på stranden ud mod Vesterhavet, så vi gik en lille tur der. Et måltid hos et af spisestederne i de røde bygninger på havnen blev det også til inden vi bevægede os hjemad igen. Vi tog turen ned langs den jyske vestkyst, og gjorde holdt flere gange.
Skal man ikke passe på i sådant et stormvejr? Kan man få et træ i hovedet? Til det sidste kan jeg svare ”nej” hvis man er i Thyborøn. Der findes ingen træer i Thyborøn. Man skal da tænke sig lidt om, når man er ude i hårdt vejr, og man skal da heller ikke gå tættere på, end at der stadig er plads til en bølge, som er større end alle de andre, for sådan én kommer der engang i mellem.
Blandt andet gjorde vi holdt ved Thorsminde, hvor vi gik ud på molen for at tage et par billeder. Vi gik ikke helt ud alleryderst på molen, da bølgerne stadig godt kunne kaste lidt stænk ind over molen, og vi ønskede ikke havvand på/i kameraet. Der var dog et par modige tyskere, som legede lidt med hvor tæt man kunne komme på uden at blive våd. Vores erfaring siger os at det kun er et spørgsmål om tid inden den store bølge kommer, så det er bare at stille sig op og vente. Vi kom ikke til at vente længe, inden en stor bølge slog ind over, og alle i tyskergruppen var gennemblødte. Det var som om de kun håbede på det ville ske, og at episoden var en god oplevelse for dem. De havde det rigtig sjovt, da de kort efter forlod molen, for at komme hjem og få tørt tøj på.
Snyd ikke dig selv for en stormvejsoplevelse ved vestkysten. Det er bare om at komme afsted når muligheden er der.
