Staksrode Skov

Har du fundet ned til Staksrode Skovparkering, så har du også fundet én af danmarks smukkeste skove. Det er en uberørt naturskov som ligger i et meget kuperet område. Der er tre vandreruter, hvoraf de to kan gåes af de fleste. På den sidste rute (gul rute) må du være forberedt på høje skrænter med mere, som skal forceres både opad og nedad. Tag ungerne med, de vil elske det. Tag også en stor madpakke med, for fysisk aktivitet giver også en naturlig sult. Sæt mobiltelefonerne på lydløs og bare nyd, at du falder i et med naturen.

De flotte syn står i kø for at blive set, og somme tider har man fornemmelsen af at der både bor feer og trolde i skoven. Kig godt efter og du vil opdage at nogle af grenene og trærødderne leder tankerne hen mod fabeldyr. Lad endelig fantasien få frit løb.

Der er mange dyr i skoven, så se efter fugle, sommerfugle, insekter og meget mere. Måske ser du en sommerfugl du ikke kender. Tag et billede af den, så kan du altid google den når du kommer hjem. Der findes efterhånden en masse apps, som kan hjælpe dig med at identificere det du har set. 

Gå en tur ned af de stejle skrænter, og nede på stranden er der gode muligheder for at finde forsiler. Du kan være heldig og finde en hajtand. Ungerne vil synes det er sejt, at gå med en hajtand i en kæde rundt om halsen, endda en tand de selv har fundet.

Der er borde og bænke i området, og der er også et shelter med tilhørende bålplads.

Rigtig god tur til Staksrode Skov

 

 

Staksrode Skov er et flot og kuperet område.

Hvad mon det er som stikker hovedet frem.

Et kig fra Staksrode Skov over mod Trelle Næs.

En Bøgesnegl set i Staksrode Skov.