Trelde Næs

Trelde Næs ligger lidt nordøst for Fredericia, og har Lillebælt på den ene side, og Vejle fjord på den anden side. Området tilhører fredericia Kommune og er fredet.

Det er et herligt område at besøge året rundt. Når du kører ud på Trelde Næs, ender vejen på en større parkeringsplads, hvor der normalt er god plads.Det er herfra de fleste bevæger sig rundt i området, som byder på rigtig gode stier og skovveje. Mod Vejle Fjord er der gode bade muligheder, og et større åbent område at boltre sig på. Mange lystfiskere ses også rundt om næsset.

Gå ikke glip af "Troldehuset" og historien om dens tidligere ejer Ane Ryholt. Hun var en markant kvinde, som satte stor pris på fred og ro omkring sig. Også Harald Plum, som ejede hele Trelle Næs i en periode var en markant personlighed. Desværre kneb det med at holde sig inden for lovens rammer, da hans ellers lovende forretninger efterhånden smuldrede væk.

Den gående vil også søge ind i skoven, som rummer mange store flotte træer. Kyststrækningen mod syd er rigtig spændende, da den hovedsageligt består af skrænter, som lidt efter lidt falder ned på strnden, for senere at blive ædt af havet. Stierne bliver flyttet længere og længere ind, efterhånden som de gamle stier forsvinder.

Der er oversigskort over området, og der er også kommet en afmærket rute på 5 km, som er markeret med grønne pile og kaldes "Trelde Næs rundt". 5 kilometer føles ikke langt på Trelde Næs, da der hele tiden er noget at se på. Ikke langt fra parkeringspladsen er der et naturcenter, hvor der er rigtig mange gode oplysninger at hente. Langs kysten er det muligt at finde hajtænder, forstenede søpindsvin og flere andre ting fra dyr som levede for mange millioner år siden.

Hold øjne og ører åbne. Der er ikke to ture der er ens, så det vil være forskellige oplevelser fra gang til gang. Tag madpakken med, og nyd den efter turen. Både ved parkeringspladsen og ved naturcentret, er der opsat borde/bænke, som frit kan benyttes.

Sydsiden af Trelde Næs, hvor der er masser af ramsløg om foråret.

Sydsiden med de høje skrænter er et spændende område. Det er ikke et farligt område, men vær lidt forsigtig, når du går helt ud til kanterne. Børnene vil helt sikkert se masser af muligheder for at bruge naturen som legeredskab.

Udsigt fra sydsiden.

Udsigt over del af sydsiden. Mange steder sker der jordskred, hvor selv store træer rives med.